Print og indramning
Vi printer selv alle billeder i studiet på vores professionelle Canon-printere, så vi har fuld kontrol over kvaliteten fra start til slut.
Du vælger, hvordan dit færdige kunstværk skal leveres:
🐾 Fine Art Print – Trykt på eksklusivt papir i galleri-kvalitet med smuk farvegengivelse og lang holdbarhed. Klar til at blive indrammet, som du ønsker det.
🐾 Indrammet print – Leveres klar til at hænge op, i en smuk ramme der passer til både motivet og din stil. Med eller uden passepartout.
🐾 Dibond plade – Et moderne og minimalistisk look, hvor billedet monteres direkte på en aluminiumsplade. Elegant, holdbart og klar til væggen uden ramme - eller med en svæveramme.
Er det svært at vælge? Jeg hjælper, så vi finder den bedste løsning til dig.
Uanset hvad du vælger, vil det være det billede i dit hjem, der får flest smil og kommentarer fra dine gæster. Garanteret.
Galleri og printstudie
Jeg bor ude på landet sammen med Storm og Kim (Storm er en springer spaniel, Kim er min kæreste). Det er så heldigt, at Kim også er en fotograf, der går op i at printe selv, så for et par år siden anskaffede vi os en Canon PRO-1000 printer. Ikke længe efter udvidede vi maskinparken med en Canon PRO-4100 printer på størrelse med et klaver.
Da vi begyndte at printe vores egne fotografier, fik vi også lyst til at indramme dem. Det kunne da være sjovt, og hvor svært kan det være?
Øhmm… Måske lidt sværere end vi havde regnet med, men vi er meget stolte af, at vi kan det nu. Og det er enormt tilfredsstillende at kunne levere et flot, håndlavet produkt, hvor vi selv har haft styr på hele processen.
Vi har et lille galleri og hvis du har lyst til at kigge forbi, så er du velkommen (efter aftale - måske er vi ude og fotografere…)
Alle prints bliver naturligvis kvalitetstjekket af en ekspert inden de sendes ud af huset :-)